Om Nordic Noir

Ordet ”noir” er fransk og betyder sort. I 1940erne blev der både i Frankrig og i Hollywood indspillet en række sort/hvide film. Filmene så ikke bare mørke ud. De foregik i mørke og dystre miljøer, hvor livstrætte helte alene kæmpede mod onde skurke. I filmene var ingen til at stole på: politifolkene var korrupte, samfundet var pilråddent, smukke kvinder var ikke til at stole på og en happy ending var altid bittersød. Det er her udtrykket film noir stammer fra.

Nordic Noir er en betegnelse for en ny stil, som bruges i tv-serier, kriminalfilm, thrillers og gysere. Men grundlaget for den visuelle stil er faktisk bøger. Beck, Wallander, Lisbeth Salander – det er navne på hovedpersoner i svenske kriminalromaner og thrillers.

Fælles for dem er, at de foregår i et miljø, som har en del til fælles med de gamle filmklassikere: En ærlig politimand, en kvindelig hacker eller et umage makkerpar kæmper for at retfærdigheden skal ske fyldest. Men det er op ad bakke. For samfundet er trist og nedslidt, politikerne er korrupte og politifolk ligeså. Penge er vigtigere end moral. De onde slipper af sted med rigtig meget, og derfor er man nødt til at gå helt til stregen – og lidt over.

Selv når det lykkes for politifolk som Sarah Lund at få fanget morderen, er slutningen sjældent særlig happy. Både Broen og Forbrydelsen ender og starter tragisk. Det samme gør den svenske film ”Jægerne”. Heltene kan ikke bare klappe sig selv på skuldrene efter en lang dag. De står ofte tilbage med ligeså store sorger og problemer, som da historien begyndte.

Noget af det særlige ved Nordic Noir er kombinationen af realisme og det overnaturlige. I den danske krimiserie ”Rejseholdet” har politimanden La Cour en helt særlig undersøgelsesteknik. Han kan ligesom en clairvoyant fornemme, hvad der er sket på gerningsstedet. Gyseren ”Lad den rette komme ind” foregår i en nutidig og almindelig by. Men her dukker der en vampyr op – uden hugtænder og kappe – og det er med til at give filmen en særligt skræmmende stemning.

Nordic Noir stilen er tydelig i tv-serier som Forbrydelsen og Broen. Billederne ”ser” anderledes ud: farverne er blege og blålige. Det er et dystert og frysende univers. Fvlere af de nordiske serier er genindspillet i udlandet – bl.a. Wallander, Broen og Forbrydelsen.